Kirkens orgel gennem tiderne

Kirkens første orgel var et såkaldt pneumatisk orgel, en orgeltype, der ikke bygges mere, da det viste sig ikke at tilstrækkelig præcis, og heller ikke særlig holdbart. Da der stadig var noget i vejen med det, og en del af piberne efterhånden var ude af funktion, tilkaldte man i 1968 ministeriets orgelkonsulent, Hans Nyholm, til en vurdering. Efter en grundig gennemgang kasserede han orgelet og anbefalede at anskaffe et nyt mekanisk orgel med sløjfevindlader, en orgeltype, som er langt mere holdbar.

Både ministeriets orgelkonsulent, den kongelige bygningsinspektør og kirkeministeriet modsatte sig, at et nyt orgel blev placeret i koret. På den måde kom orglet tilbage til tårnfløjen, hvor det før havde været.

Orgelpulpituret blev efter tegning af arkitekt Ruby udført af tømrermester Palle Hansen. Der er anvendt ufarvet egetræ, og de bærende konstruktioner er fremstillet af dansk eg.

Det nye orgel blev bygget i 1971 af Frederiksborg orgelbyggeri ved Troels Krohn. Orgelet har 28 stemmer og 1934 piber. Det har fire værker, hovedværket, der er placeret oven over brystværket, det lille værk med bevægelige låger foran organisten, rygpositivet, som er anbragt forrest på pulpituret, bag organistens ryg, og endelig pedalværket, som befinder sig i de to tårne på hver side af hovedværket.

I bunden af værkerne er indbygget lydløse elektromotorer, blæsere og bælge, som fører luften op i vindkanalerne (sløjfevindladerne) med pibestokkene og piberne. 

Bag facadepiberne, som er af tin, findes mange piber i forskellige størrelser og udførelser i tin, træ og kobber.

Det nye orgel blev indviet den 10. juni 1971. 

Disposition:

Hovedværk: Principal 8´, Rørfløjte 8´, Oktav 4´, Spidsfløjte 4´, Quint 2 2/3´, Oktav 2´ Mixtur IV-VI, Trompet 8´.

Rygpositiv: Gedakt 8´, Principal 4´, Kobbelfløjte 4´, Gemshorn 2´, Nasat 1 1/3´, Scharf III, Dulcian 16´.

Brystværk: Trægedakt 8´, Spidsgedakt 4´, Principal 2´, Sesquialtera II, Cymbel II, Regal 8´.

Pedal: Subbas 16´, Oktavbas 8´, Gedakt 8´, Oktav 4´, Mixtur III, Fagot 16´, Skalmeje 4´.

Tremulanter for RP og BV.

Trinbetjente låger for BV.

Koblinger: RP+HV - BV+HV - HV+P - RP+P - BV+P